Som EP-kandidat modtager jeg en række spørgsmål fra engagerede vælgere, der søger den rette kandidat.
Her offentliggør jeg et eksempel. Har du gode kommentarer - om dine holdninger - så send mig en mail.
Kære Peter Hjortkjær,
Jeg er meget interesseret i EU politik, har altid været det, men er ikke den type person der nogensinde har været aktiv eller deltagende, men vil egentlig gerne overveje om jeg i det hele taget vil stemme i år.
Jeg har studeret ALLE kandidater, bl.a. Dem, men der er mange andre ting jeg vil vide inden jeg giver min stemme. Jeg vil ikke give en parti-stemme, men en personlig stemme, da jeg ikke har indtryk af at parti-tilhørsforhold betyder meget, men vil gerne stemme på baggrund af de specifikke EU emner som interesserer mig.
Jeg har derfor en række spørgsmål til Dem som kandidat. Jeg har søgt meget på nettet om der er en holdning til disse spørgsmål, og kan nok kun finde på de generelle ting. Jeg søger mere specifikke svar, så det er baggrunden for mine spørgsmål som jeg håber De har tid til at kigge på:
-Generel holdning til nogle store spørgsmål:
Lissabon traktaten (herunder mere magt til parlamentet ): Synes De at traktaten er nødvendig? Synes De den generelt passer til de behov EU og Danmark har i dag og i fremtiden? Hvad er Deres holdning til en folkeafstemning i Danmark?
Udvidelse: hvor langt mener De at EU skal gå med udvidelse?
Er der nogle lande De ikke ser som medlemmer? Hvorfor/hvorfor ikke?
Euro-medlemskab: Skal Danmark være medlem?
-EU Parlamentet:
Der har været stor diskussion (igen…) om EP regler for diæter og møder, men hvad er Deres holdning til dem? Synes De at de skal ændres, og i så fald hvordan skal de se ud? Vil De eventuelt gøre for at ændre dem?
Hvordan vil De bringe EP tættere på folket? Hvor mener De at problemet ligger mht. at man ikke hører om EU parlamentet, og at man næsten har indtryk af at EP forsvinder fra debatten i Danmark når de er valgt?
Hvis De bliver valgt, kommer De til at sidde i et EP som skal godkende en ny Kommission i 2009: hvad vil De fokusere på i godkendelsen af kandidater?
Hvis De vælges kommer De til at sidde med om vedtagelsen af EU’s finansielle ramme for 2013-2019. Hvor mener De de største omallokeringen skal ske her, og hvilke specifikke områder ville De mene er vigtige at allokere midler til/fra?
Emner:
EU’s udenrigspolitiske rolle:
U-landsbistand: hvad skal EU fokusere på i sin u-landsbistand?
Skal EU-Parlamentet have en større rolle i udenrigspolitik? I så fald hvad skal EU fokusere på, hvad skal være EU’s rolle i verden, og hvordan forholder dette sig til Danmarks egen udenrigspolitik?
Landbrugspolitik
Én ting er at være imod landbrugsstøtten generelt, men en anden ting er at se på at den faktisk gives, og at der i 2003 skete betydelige reformer af støtten, med det længerevarende mål at afvikle den. Men, der bliver helt sikker plads til landbrugsstøtte i nærmeste fremtid, i den form det nu må tage. Hvad er Deres prioriteringer i den retning som landbrugsstøtten må tage i den periode De kan komme til at sidde i EP? Vil fokus på Deres beslutninger ligge på de danske landmænd? Den europæiske forbruger? Hvad vil De fokusere på for at EU skal bevare en bæredygtig og konkurrencedygtig landbrugssektor generelt, og specifikt Danmark?
Efter seneste reformer af landbrugsstøtten, hvor vil De mene at fokus skal lægge i fremtidige reformer? (produkter, subsidier, kvoter, osv.)
Fiskeripolitik
Der er i løbet af der sidste år er der kommet mere diskussion om reform af EU’s fiskeripolitik: både EP og Kommissionen er kommet med rapporter. Hvad ville De lægge vægt på er de vigtigste områder hvor der skal ske reformer, og hvordan vil De arbejde for disse?
EU inkluderer specifikke fiskeriaftaler i sine aftaler med andre lande, for at EU kan fiske i udenlandske vande, senest med Marokko, hvor der har været diskussioner (igen), om fiskeri i marokkansk-besat Vestsahara. Hvad synes De om disse aftaler, og er der et specifikt prioritet?
Forbrugerpolitik
Der tales meget i medierne om at EU forringer dansk forbrugerbeskyttelse. Hvad er Deres holdning til denne påstand?
Mener De at forbrugerbeskyttelse skal være den samme i hele EU? FN har en såkaldt Codex Alimentarius som sætter internationale standarder for fødevarer, anerkendt af WTO. Hvordan mener De at EU skal gøre brug/påvirke denne Codex, og at den skal have en rolle på EU niveau?
Det er da også et område hvor Parlamentet vil have stor magt. Hvor vil De arbejde for at prioritere? Vil De prioritere forbrugerens valg (mærkning og information)?, eller vil De prioritere begrænsninger hos producenten (produktionsbegrænsninger?)
Hvis De nu skal se på de ti principper i forbrugernes rettigheder i EU, hvor vil De arbejde for at EU gør mere, og hvilke eksempler har De?
Energi og klima
Krisen mellem Ukraine og Rusland i Januar viste Europæisk energi-afhængighed. Hvor mener De at EU skal fokusere sin indsats for at reducere denne afhængighed på kort sigt? Hvad mener De Parlamentet kan gøre i denne forbindelse?
Danmark er stadig et af de lande der udleder mest Co2 per indbygger. Vi har forpligtet os til en 21% reduktion frem til 2012, men det ser ikke helt ud til at det nås (dette kan diskuteres, men mit spørgsmål er ikke om hvorvidt det gør det). Synes De og vil De arbejde for at EU lægger større pres på Danmark for at opnå dette?


