Peter Hjortkjær Jørgensen

Velkommen

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
Kandidat Liberal Alliance

Information fra EU-kommissionen om udvalget "International Handel". Klik HER
Information om DOHA runden. Klik HER
Information om EC Commission Trade. Klik HER

4. jun 07 13:11  LINK:
Nyhedsbrev fra Ole Christensen MEP (S) fra Europa-Parlamentets udvalg for international handel.

COPIED fra Ole Christensens "Nyhedsbrev International Handel": (Følg LINK ovenfor til websitet)

Siden sidste nyhedsbrev har der været et udvalgsmøde, og jeg har ligeledes været med udvalget i Geneve for bl.a. at besøge WTOs hovedkvarter.

Udvalgsmødet

På udvalgsmødet samlede opmærksomheden sig særligt om diskussionen med EU-Kommissionen om den seneste udvikling i handelspolitikken.

Men der var også indledende drøftelser af to sager, som vi kommer til at beskæftige os med indgående i den kommende tid. Disse sager vil jeg vende tilbage til i de kommende nyhedsbreve.

Handel og klimaændringer

Verdenshandelen er i de senere år steget kraftigt. Særligt Kina og Indien er for alvor blevet handelspartnere for Europa. Men hvad betyder verdenshandelen for klimaet og den globale opvarmning? Hvordan undgår vi at bagsiden af den gavnlige handel bliver enorme CO2-udslip som følge af uhensigtsmæssige transportmetoder? Og kan EU bruge sin handelspolitik og forhandlingerne i WTO til at opnå miljøforbedringer på verdensplan?

Disse spørgsmål er, hvad udvalget skal diskutere og nå frem til en fælles betænkning om. Jeg synes emnet er utroligt relevant, så vi ikke får udviklet en handelspolitik, der ikke er miljømæssigt bæredygtig og en miljøpolitik, der ikke tager højde for globaliseringen.

Handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS)

Denne sag drejer sig om en ændring af den såkaldte TRIPS-aftale under WTO. TRIPS-aftalen handler om intellektuelle rettigheder - eller det vi kender som patenter. Ændringen handler særligt om patentrettigheder til medicin og giver under særlige betingelser fattige lande mulighed for at importere billig kopimedicin til bekæmpelse af alvorlige sygdomme. Da dette mere drejer sig om udviklingspolitik end frihandel, har EU fraskrevet sig denne ret.

Sådanne aftaler er selvfølgelig ikke noget medicinalindustrien er begejstret for, og der er da også stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt de nye aftaler effektivt formår at give udviklingslandene en anstændig adgang til medicin.

Under alle omstændigheder synes jeg dog, at ændringen er et skridt i den rigtige retning, hvor EU tager sit globale ansvar på sig, og jeg håber vi får lavet en god rapport.

Udviklingen i handelspolitikken

Udvalgsmødets helt store tilløbsstykke var dog, da der var besøg af David O'Sullivan, der er den højest placerede embedsmand i Kommissionens generaldirektorat (svarende lidt til et ministerium) for handel. O'Sullivan skulle redegøre for den seneste udvikling i EUs handelspolitik - herunder forhandlingerne i DOHA-runden - og i øvrigt svare på kritiske spørgsmål fra udvalgets medlemmmer. Og han var ikke kommet på nogen nem opgave, da der var en stor utilfredshed med, at Peter Mandelson (Kommissæren for handel) ikke i tilstrækkelig grad møder op i udvalget og redegør for udviklingen i forhandlingerne.

Det er selvfølgelig en delikat balance mellem, hvad der skal holdes hemmeligt for at de komplicerede multilaterale forhandlinger kan gennemføres, og hvad der skal diskuteres demokratisk i det folkevalgte parlament. Jeg er dog glad for, at generaldirektøren fik utilfredsheden at mærke og håber at Kommissæren vil rette sig efter udvalgets opfordringer.

Delegation til Geneve:

I ugen før udvalgsmødet var jeg med en lille delegation fra udvalget på besøg hos WTO i Geneve. Her fik vi mulighed for at få informationerne direkte fra kilden, idet vi skulle møde tidligere EU kommissær og nu generaldirektør for WTO Pascal Lamy, samt mange af Asiens og Afrikas ambassadører.

Med 150 medlemslande og en stemme til hvert land og en beslutning om, at alle lande skal være enige betyder det selvfølgelig, at arbejdet til tider går trægt. Men man vurderer, at der står så meget på spil for de enkelte lande, at det vil blive stort set umuligt og måske også dumt at droppe den måde, der i dag arbejdes på.

Med Doha-runden er det, som noget nyt, tanken, at det er de rige industrilande, der skal afgive rettigheder som f.eks. at mindske støtten til landbrug, åbne op for at de øvrige lande kan sælge deres varer til EU, uden at varerne pålægges alt for megen told og afgifter. Samt generelt at åbne op for varer fra de fattigste lande i verden, og give dem mulighed for at også at producere landbrugsprodukter der ikke udkonkurreres af EU produkter med den ene eller anden form for støtte. Måden man har gjort det på hidtil har været ved multilaterale forhandlinger, hvor alle landene mødes i blokke til forhandling.

Denne gang er det dog gået noget mere trægt end tidligere, og derfor vil et sammenbrud betyde, at enkelte lande vil indgå bilaterale aftaler. Til stor skade generelt for verdenshandlen, og til rigtig stor skade for de fattigste lande, fordi de oftest vil være den svageste part, når de forhandler direkte med andre lande eller blokke som EU eller USA.

Rigtigt ærgerligt, fordi handel er et af de bedste instrumenter for landene til at opnå mere velstand og bedre forhold generelt.

Derfor håber alle, at forhandlingerne vil ende med et resultat inden udgangen af i år. De fleste vi talte med troede også på det. Men som mange sagde, handler det også for de rigeste lande om, hvor meget skal vi betale, og hvad får vi tilbage i modydelse.

Fx ønsker Brasilien flere indrømmelser fra USA og EU på landbrugsområdet, ellers er det ikke så interessant for dem. USA har problemer med, at forhandlingerne skal godkendes af kongressen, som har demokratisk flertal og gerne vil drille Bush. Indien med 420 millioner af en befolkning på 1 milliard, der lever for mindre end 1 dollar om dagen, har selvfølgelig også deres problemer at slås med.

Udviklingslandene i Afrika der samstemmende føler, at EU er deres redningsplanke, at det er EU, som specielt har øje for deres problemer. Os fra vesten der gerne vil fokusere på Anstændigt arbejde (decent work) og på ILO´s arbejdstagerrettigheder(se faktaboks), således at ingen konkurrerer på dårlige arbejdsforhold, men hvor de fattige lande opfatter sådanne krav som protektionisme. Idet de ingen mulighed har for at leve op til disse.

Flere udsagn gik på, at USA ikke vil reducere mere i deres landbrugsstøtte, som endda er endnu mere protektionistisk og konkurrenceforvridende end landbrugsstøtten i EU, og Japan er endnu værre.

Lad os nu håbe, at vi ikke igen ender i skyttegravene, og at landene intet vil gi´, så må EU efter min opfattelse gå foran, og give flere indrømmelser. Hvis det er det, der skal til for at få en bred aftale i hus.
 


 

Fakta:

WTO : Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organisation) med 150 medlemslande. Den blev oprettet i 1995 som efterfølger for GATT (General Agreement on Tariffs and Trade). Formålet med WTO er at lette handlen med varer og tjenesteydelser og skabe faste rammer for producenter, eksportører og importører.

WTO er den eneste globale organisation, der tager sig af handelsregler mellem lande i verden. WTOs domstolssystem kan idømme straftold, hvis et medlemsland overtræder reglerne.

WTO-forhandlingerne sigter blandt andet på at mindske told- og andre handelsbarrierer på varehandel, for eksempel på landbrugsvarer; på at fremme den internationale handel med tjenesteydelser blandt andet inden for søfart; samt på at give udviklingslandene bedre vilkår i den globale økonomi.

DOHA-Runden : Doha-runden blev igangsat i Doha (Qatar) i 2001, og ved et WTO-møde i Geneve i juli 2004 lykkedes det at blive enige om en rammeaftale. Dermed kom Runden tilbage på sporet efter et resultatløst WTO-ministermøde i Cancun (Mexico) i september 2003. Efter at forhandlingerne i juli 2006 blev suspenderet på grund af manglende fremdrift, bakkede samtlige WTO-lande den 31. januar 2007 op om en fuld genoptagelse af WTO-forhandlingerne i Doha Udviklingsrunden.

Forhandlingerne drejer sig om at liberalisere verdenshandelen til gavn for dansk økonomi, verdensøkonomien og udviklingslandene. Runden betegnes også Doha-udviklingsrunden, fordi det er sigtet at øge udviklingslandenes integration og muligheder i den globale økonomi.

ILO : den Internationale Arbejdsorganisation, som er en særorganisation i FN-regi med 178 medlems-lande, vedtager internationale konventioner med det formål at skabe social udvikling og bedre arbejds-markedsforhold.

ILO er unik derved, at beslutninger træffes i et trepartsforum bestående af regeringer, arbejdsgivere og arbejdstagere. Gennem aktiv deltagelse i ILO-arbejdet bidrager Danmark til, at ILO-standarder for ar-bejdsmarkedet udvikles og udbredes. Det væsentlige omdrejningspunkt for ILO’s arbejde er de 8 ker-nekonventioner om grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Danmark har ratificeret dem alle.

ILO’s indsats baseres i disse år særligt på den såkaldte Decent Work Agenda, hvori indgår følgende 4 elementer: beskæftigelse, arbejdstagerettigheder, social sikring og social dialog.