Er en erhvervsejendom et kapitalaktiv – omfattet af EU-regler?
Pressemeddelelse fra Peter Hjortkjær Jørgensen, kandidat til Europaparlamentsvalget for Liberal Alliance, Liste I. Yderligere oplysninger på www.eu-dk.eu
Er en erhvervsejendom et kapitalaktiv – omfattet af EU-regler?
”At eje erhvervsejendomme blev af min forgænger ikke betragtet som et rigtigt erhverv, da reglerne blev fastlagt”, sagde Skatteminister Kristian Jensen på Ejendomsforeningens Landsmøde den 17. april i år. Selv om han kan se urimeligheden, er han ikke indstillet på, at successionsreglerne - der letter generationsskifte med udskydelse af skattebetaling - også kommer til at omfatter erhvervsejendomme.
Men kan Danmark som EU-medlemsland tillade sig at have den slags skelnen mellem erhvervsaktiver og alle andre aktiver?
Ejendomsselskaber organiseret efter REIT´s modellen.
På et andet område følger lovgivningen heller ikke mange af vore naboers lovgivning. Danmark accepterer nemlig ikke oprettelse af ”REIT” (Real Estate Investment Trust eller ” ejendomsselskaber”), der endda skal udlodde mindst 90 procent af deres overskud i udbytte og dermed beskattes hvert år hos modtagerne. European Property Federation (EPF) opfordrer til en fælles europæisk lovgivning, der sikrer gennemsigtighed med tildeling af et EU Pas. Godkendelse som ”REIT” i ét EU-land vil sikre accept i alle andre EU lande. Store internationale investeringsbeløb i faste ejendomsaktiver vil i fremtiden derfor blive placeret andre steder end i Danmark, hvis vi fastholder en ”forældet” lovgivning.
Indførsel af den fra udlandet gennem mange år velkendte model kan på kort sigt koste skatteindtægter i form af en udskydelse af indtægter. Men på lang sigt mister Danmark langt mere, nemlig en ligeværdig andel af udviklingen i EU-området på et så vigtigt område som den frie bevægelighed af kapital.
Fri bevægelighed af kapital i EU – omfatter det ikke ejendomsaktiver?
Et ejendomsaktiv er at betragte som et kapitalaktiv. EU’s kerneområde med et indre marked med fri bevægelighed af kapital omfatter selvfølgelig også ejerskabet til erhvervsejendomsaktiver. Med de hindringer successionsreglerne medfører for formidling af erhvervsejendomme, risikerer Danmark en sag ved EF-domstolen. I praksis virker successionsreglerne - og måske også den manglende indstilling til at indføre REIT´s modellen for ejendomsselskaber - som en hindring for frie kapitalbevægelser indenfor EU-området.
Det er jo ejerskabet, ligesom ejerskab til kapital og værdipapirer, som skal være uhindret indenfor EU.
Hvornår kommer EU efter de danske regler på ejendomsområdet.
Den dag, hvor ejerskabet til erhvervsejendomme - enten direkte eller gennem ejerskab af ejendomsbeviser under REIT-modellen - betragtes som besværliggjort for andre EU-borgere, på grund af de danske regler på området, er der måske håb om en ændring.
Hvis Skatteministeren begrunder sin manglende handling med manglende penge, vil der intet ske i lange tider. En dag er vi blevet overhalet af de andre EU-lande. Hvorfor vil den danske Skatteminister ikke arbejde med fremadrettede muligheder, der bringer Danmark på omgangshøjde med et godt afkast også til den danske stat i stedet for at risikere en sag ved EF-domstolen. Så bliver staten alligevel tvunget til at indføre EU-acceptable regler for erhvervsejendomme. Hvis de danske skatteregler i praksis umuliggør handel indenfor EU, vil det nemlig være imod grundtanken i det indre markeds opbygning.
Hvorfor sker intet?
På det ømtålelige boligområde, vil enhver regering, der rører ved velerhvervede rettigheder, risikere taburetterne ved næste valg. Det sagde Skatteministeren faktisk på landsmødet. På erhvervsejendoms-området, skal ændringer nok derfor komme fra Europa-Parlamentet. På et andet område, sundhedsområdet, er der netop udstedt et EU-direktiv, så alle EU-lande, herunder Danmark, skal tilpasse lovgivningen til fælles regler. Der er også brug for tilpasning og udvikling på kapital- og ejendomsområdet i denne tid. Danmark skal som en international aktør også være omfattet af et internationalt regelsæt. Ellers kan vi ikke gøre os gældende i konkurrencen.
Europa Parlamentsvalg søndag den 7. juni.
EU-området er måske det bedste sted at tage fat, for at igangsætte en tiltrængt regelsanering af det danske skattesystem på ejendomsområdet. Når vi ikke indenlandsk kan få en reform af f.eks. den danske (komplicerede) boliglovgivning – på trods af stort udvalgsarbejde de senere år fra både lejer og udlejerorganisationer - så lad os i stedet begynde i EU-regi på erhvervsejendomssiden. Ellers stivner den danske bolig- og skattelovgivning.


